Danske Forlag offentliggør i dag statistik over danske forlags omsætning i 2022, som viser, at salget af trykte og digitale bøger samt læremidler faldt med 6,6 procent.
Opbremsningen rammer den trykte bog
Det store fald ligger i den trykte omsætning, som faldt med 13 %. Stigningen i den digitale omsætning på 6 % formåede ikke at kompensere for den trykte nedgang. Med en stigning på 8,3 % fortsatte lydbøgerne væksten.
Med en markedsandel på 63 % er den trykte bog dog fortsat det dominerende format. Det gælder særligt ift. salget af skøn-, fag- og børnelitteratur, hvor den trykte markedsandel er 74,2 %.
Forperson for Danske Forlag, Lene Juul, udtaler:
”I 2022 blev bogmarkedet ramt af virkeligheden. Efter to meget fremgangsrige år under corona, hvor nedlukninger og hjemmearbejde frigav tid til fordybelse og læsning, gik bogmarkedet tilbage i 2022 og nærmer sig nu niveauet før corona i 2019. Ikke uventet ramte krig, høj inflation og opbremsning i forbruget også bogen” og fortsætter
”Kampen om læsernes opmærksomhed er dertil stadig mere udfordret, og især i børnehøjde er der en massiv konkurrence fra sociale medier. Vi ved, at der er masser af perspektiver forbundet med at få flere børn og unge til at læse mere, og det bør derfor være en politisk ambition, at børn og unge i skoler og daginstitutioner har adgang til inspirerende bogsamlinger.”