Kommunernes indkøb af digitale læremidler

Danske Forlag er blevet opmærksom på, at nogle kommuner vælger at foretage indkøbet af digitale læremidler centralt, og at der i den forbindelse opstår spørgsmål om, hvorvidt indkøbet er udbudspligtigt, og hvis ja efter hvilke regler. Det er Danske Forlags indtryk, at der i kommunerne er forskellig opfattelse af, hvilke udbudsretlige regler der gælder for indkøb af digitale læremidler, hvilket naturligvis er uhensigtsmæssigt, da det rejser usikkerhed om de indkøbsvilkår, som gælder i markedet. Vi har for at bidrage til en større klarhed på området indhentet et responsum fra advokat Jesper Fabricius, som helt overordnet konkluderer, at indkøb af digitale læremidler er omfattet af udbudslovens afsnit III, det såkaldte udbud light, som betyder, at anskaffelser, som overstiger knap 5,6 mio. kr., skal annonceres på forhånd og gennemføres efter en åben og transparent procedure, som ordregiver skal fastsætte på forhånd.