Danske Forlags høringssvar vedr. lovforslag om ændring af ophavsretsloven

Lovforslaget implementerer det såkaldte DSM-direktiv (Digital Single Market), og Danske Forlag bifalder, at det nu også i EU-retten cementeres, at der kan laves Copydan-aftaler om kopiering på uddannelsesinstitutioner som alternativ til undtagelser. Hovedfokus i vores høringssvar er på bestemmelserne om tekst- og datamining samt de bestemmelser, som regulerer aftaleforholdene mellem forlag og ophavsmænd/udøvende kunstnere, da disse bestemmelser vurderes at ville kunne få størst betydning for rammerne for udgivelse af litteratur.
 
Tekst- og datamining (TDM)
Ved tekst- og datamining forstås jfr. bemærkningerne ”enhver automatiseret, analytisk fremgangsmåde, der har til formål at analysere tekst og data i digital form med henblik på at generere oplysninger, herunder men ikke begrænset til mønstre, tendenser og korrelationer.” TDM benyttes bl.a. til at træne kunstig intelligens.
TDM implementeres i to lovbestemmelser. Den ene bestemmelse giver mulighed for, at forskningsorganisationer og kulturarvsinstitutioner kan foretage tekst- and datamining af beskyttede værker (herunder bøger) med henblik på videnskabelig forskning. Den anden bestemmelse åbner op for en generel adgang til tekst- og datamining – uanset formålet. Ift. den generelle bestemmelse kan rettighedshaverne dog nedlægge forbud.
Det er bestemmelser, som er udformet på et tidspunkt, hvor lovgiver og rettighedshavere kun har haft ringe forudsætninger for at vurdere, hvilken betydning undtagelserne vil kunne få i praksis. Bestemmelserne skal ses i lyset af den hastige udvikling inden for kunstig intelligens (AI), som åbner op for helt nye måder at udnytte ophavsretligt beskyttet materiale. Bøger er tekst af høj kvalitet, som har en tilsvarende høj værdi i forbindelse med TDM og udvikling af AI, da udvikling af kunstig intelligens forudsætter adgang til et betydeligt antal beskyttede værker. Vi understreger, at det er vigtigt, at lovbemærkningerne generelt afspejler, at retten til TDM udgør en markant værdi i sig selv, og dermed repræsenterer udnyttelsen også en stor værdi for forlag og forfattere. Konkret foreslår vi bl.a., at det skal være muligt at kapitalisere på tekst- og datamining ved at foreslå, at der indføres en aftalelicens. Det vil i praksis betyde, at virksomheder, som ønsker at udføre tekst- og datamining, vil skulle indgå en aftale om betaling af vederlag med Copydan Tekst og Node.
 
Regulering af kontrakter
For så vidt angår bestemmelserne om kontrakter går vores anke primært på, at lovforslaget flere gange udtaler en grundpræmis om, at lovforslaget skal etablere en incitamentsstruktur, der understøtter kollektive aftaler. Det har den konsekvens, at der opstår stor usikkerhed om, hvordan de individuelle kontrakter, som er fundamentet i bogbranchen, vil blive behandlet. Der er tale om en endog meget vidtgående tilsidesættelse og afvisning af de mekanismer, der ligger til grund for det grundlæggende princip om aftalefrihed. Vi er særligt bekymrede for den del af bemærkningerne, som vedrører engangsvederlag, som er meget udbredte i bogbranchen. Udgangspunktet i bemærkningerne er, at engangsvederlag ikke er et passende vederlag. Vi mener, at bemærkningerne her går væsentligt længere end direktivet og undlader at tage højde for sektorspecifikke forhold.
 Se Danske Forlags høringssvar