13
mar 2018
Danske Forlag har i sit høringssvar til Kulturministeriet understreget, at Danske Forlag bakker fuldt op om Marrakesh-traktatens formål om at sikre ligestilling for læsehandicappede. Det er positivt at kunne konstatere, at teknologien og markedsudviklingen går i retning af, at flere lyd- og e-bøger på det kommercielle marked imødekommer de læsehandicappedes behov. Det må være i alles interesse, at offentlig lovgivning og initiativer understøtter, at denne udvikling mod reel ligestilling fortsætter. Danske Forlags høringssvar er koncentreret om følgende tre hovedområder:
- De nye undtagelsesregler skal begrænses til at omfatte udgivelser, som det kommercielle marked ikke allerede har udgivet i formater, som er tilgængelige for de læsehandicappede.
- Folketinget skal have de nødvendige oplysninger omkring forslagets økonomiske konsekvenser, således at der kan afsættes de fornødne ressourcer.
- Der skal stilles krav til alle de bemyndigede enheder, der benytter sig af undtagelserne, for at forebygge misbrug.