Danske Forlag beklager Arnold Busck-konkurs

Det er med stor beklagelse, at Danske Forlag i går modtog meddelelsen om, at Arnold Busck har indgivet konkursbegæring. Det betyder, at 29 ud af landets ca. 300 fysiske boghandlere lukker. Dermed mister forlagene en mangeårig samhandelspartner, som har spillet en vigtig rolle som udstillingsvindue og salgssted for den mangfoldighed af bøger, som udgives på det danske bogmarked. Læserne mister den boghandlerkæde, som de er vokset op med, og som mange forbinder med gode bogoplevelser. Boghandlerne er fortsat bøgernes største salgskanal, og deres betydning for litteraturen kan ikke overvurderes. Bogens synlighed i gadebilledet stimulerer læselyst, og den personlige betjening og inspiration, som de mange dygtige boghandlere i Arnold Busck-butikkerne har leveret, har haft stor betydning for folks møde med ny litteratur. Mange af Busck-butikkerne er velbeliggende, og vi håber på, at nogle af de lukkede butikker vil blive drevet videre. Under Coronakrisen er en stor del af handelen flyttet til internethandlere og streamingtjenester, men en undersøgelse foretaget blandt Danske Forlags medlemmer viser, at faldet i salget af de trykte bøger ikke kompenseres af stigningen i det digitale salg. Forlagenes største bekymring ift. boghandlerne p.t. er tvangslukningen af butikscentrene, og vi frygter, at flere boghandlere vil kunne blive tvunget til at dreje nøglen om, hvis ikke der kommer gang i handlen igen.
Lars Boesgaard
formand Danske Forlag