Ekspertudvalg anbefaler øget anerkendelse af lærebøger

Den 12. marts 2018 blev rapporten fra Udvalget om Bedre Universitetsuddannelser offentliggjort. Rapporten indeholder en række anbefalinger til, hvordan der kan skabes mere kvalitet i uddannelserne. Anbefaling nr. 29 på side 41 handler om lærebøger, og der står bl.a.:

”29. At universiteterne anerkender værdien af at skrive lærebøger
Meritering af lærebøger kan fremme en god balance mellem forskning og uddannelse. Udvalget anbefaler, at universiteterne i højere grad anerkender værdien af lærebøger. Udvalget vurderer samtidigt, at lærebøger kun kan meriteres på lige fod med forskning, hvis lærebøgerne rummer et forskningsbidrag. Muligheden for bedre meritering af lærebøger på universiteterne kan med fordel inddrages i det kommende meriteringsudvalg, som regeringen har besluttet at nedsætte….”

Danske Forlag er meget tilfreds med, at behovet for øget anerkendelse af lærebøger fremgår af udvalgets anbefalinger. I november 2017 sendte Danske Forlag i samarbejde med Forfatterforeningen, UBVA og DUN et indspil til Universitetsudvalget, hvor vi anbefalede at sætte fokus på værdien af lærebøger. Danske Forlag arbejder nu videre med at sikre, at anbefalingen bliver fulgt til dørs.

Se det fælles indspil
Læs universitetsudvalgets rapport