Bagmændene bag ulovlig studiebogstjeneste idømt fængsel

Bagmændene bag den ulovlige digitale studiebogstjeneste Lendstudy, som blev lukket ned af politiet i 2014, blev den 22. juni 2017 idømt 4 måneders betinget fængsel samt 100 timers samfundstjeneste ved retten i Odense. Rettighedshaverne havde under straffesagen nedlagt et betalingskrav på i alt knap 700.000 kr., som blev udskilt til civilt søgsmål. Rettighedshaverne overvejer, om der skal rejses et civilt søgsmål vedrørende denne del.

Straffen afspejler, at retten fandt, at der var tale om en grov krænkelse af ophavsretsloven, hvilket resulterede i fængselsstraffene.

Danske Forlag politianmeldte i samarbejde med Rettighedsalliancen Lendstudy i februar 2014, fordi Lendstudy ulovligt tilbød abonnement på lærebøger mod et månedligt gebyr på 50 kr. Politiets ransagning viste en kopibule af format, hvor stakkevis af lærebøger, med afskåret ryg, var blevet og stod klar til at blive scannet af tre store scannere. Tjenesten blev markedsført på Facebook og Google. Lendstudy kunne af gode grunde hurtigt være blevet populær, fordi det var muligt at tilbyde bøgerne til langt under markedspris, fordi Lendstudy hverken betalte forfattere eller forlag, men i stedet stjal bøgerne.

Afgørelsen er med til at cementere, at det er ulovligt at stjæle andres ejendom. Fokus fra Danske Forlags side har i første omgang været at få stoppet salget og oplyse om, at det er ulovligt at bruge IP-kriminelle tjenester som Lendstudy. Men dommen viser også, at det, bagmændene foretog sig i Lendstudy-sagen, har strafferetlige konsekvenser.

Danske Forlag ønsker, at uddannelsesinstitutionerne går mere aktivt ind i at guide de studerende forbi de ulovlige tjenester. Derfor lancerer vi til august kampagnen Os Der Elsker Viden, som skal oplyse de studerende på de videregående uddannelser om ophavsretten og konsekvenser ved at kopiere ulovligt. Vi opfordrer i den forbindelse til et godt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne omkring kampagnen.